fredag den 11. juli 2008

En epoke slutter

Efter mere end 10 år hos Livingstone Safari lakker det mod enden - jeg har kun få timer tilbage på denne arbejdsplads. Det har været 10 år med masser af supergode oplevelser, rejser, skønne kolleger, god mad & vin og masser af grin og latter. Jeg har virkelig været glad for at være her, og selvom jeg også glæder mig til mit nye liv så er det s.. lidt vemodigt at skulle sige farvel.......

Men nu er der mindre end 3 uger til at vi drager til Kina og vi er ved at være klar. Vores gods blev hentet i mandags og er formentlig allerede på vej med skib til Kina. Visum skal vi hente i næste uge og så mangler vi bare at pakke de sidste ting.
Det meste af børnenes legetøj er jo sendt afsted og jeg var meget spændt på hvordan det skulle gå når de skal "nøjes" med det gamle og ikke helt så interessante legetøj. For de har jo stadig masser af legetøj sammenlignet med børn i ex. en afrikansk landsby! Og det går faktisk fint, Johanne har fundet en stor jeep af Julius' som hun nu bruger som dukkevogn. Så nu kører Thilde og Lulu rundt i en militærjeep med lyserød dyne på ;-).
Julius klarer sig også fint med de gamle vhs film selvom han synes det er træls at skulle vente på at de bliver spolet tilbage.......Dog kniber det lidt når han har kammerater med hjemme - der synes jeg jo ikke at de skal sidde at se fjernsyn, især ikke når vejret er så skønt som det har været på det sidste.