Vi har lige haft en fantastisk ferie i Guilin, Yangshuo og Longsheng. Billederne ligger ude til venstre. Vi startede med en nat i Beijing så vi kunne nå morgenflyet til Guilin. Det var en god ting for så havde vi god tid til at se lidt af byen. Vi tog en halvdags udflugt og så bl.a. Red Flute Cave. Det var så smukt og utroligt. Grotten er mere end 100 mill. år gammel og med lidt god fantasi kan man få de mange stenformationer til at forestille løver, grøntsager, popcorn osv. Det havde vi meget sjov ud af. Guilin er en storby på godt og ondt. Jeg er glad for at vi kunne skulle bruge en dag der. Det er en flot by men der er masser af trafik og store veje så feriestemningen var ikke helt rigtig.
Næste morgen tog vi en færge fra Guilin til Yangshuo på Li River. Det er en 3 1/2 times sejltur gennem de smukkeste omgivelser jeg nogensinde har set. Færgen var rimelig komfortabel med bløde sæder osv men vi brugte hele turen oppe på taget hvor vi kunne nyde udsigten maksimalt. Ungerne sætter jo ikke lige så stor pris på bjerge osv som os (eller ihvertfald ikke lige så længe...) så de hev papir og farver frem og lå og tegnede på taget af færgen.
Om eftermiddagen ankom vi til Yangshuo og vi blev modtaget af vores guide Lily. Nogle af vores venner her fra Tianjin havde brugt hende da de var i området så vi havde booket hende på forhånd. Og det er jeg glad for. Vi skulle gå ca 10 minutter fra færgen op til vores hotel og på den korte tur vrimlede det med lokale guider der ville sælge os alverdens udflugter. Rart bare at kunne sige nej tak - vi har allerede booket. Yangshuo er en rigtig hyggelig lille by, med små gader, restauranter og cafeer med udendørsservering overalt. Det er dog også en meget turistet by med mange mennesker og stort set alle i butikker og restauranter kunne en del engelsk og alle menukort havde både vestlig og kinesisk mad. Ikke lige hvad vi havde forventet men der var en helt fantastisk afslappet og hyggelig stemning der. Om aftenen gik vi ud og spiste og slentrede rundt i gaderne bagefter og nød stemningen.
Vi havde arrangeret en heldagsudflugt på Jans 40 års fødselsdag - så næste morgen kom Lily og hentede os sammen med vores udlejningscykler. Børnene kom begge bag på hver min og Jans cykel - Julius' ben var ikke helt lange nok til at køre tandem, men det gik også med ham i en "barnestol" bag på. Vi cyklede hele dagen igennem rismarker, små landsbyer med bjergene på alle sider af os. Det var en utrolig dejlig tur. Undervejs sejlede vi med en bambus tømmerflåde ca 1 1/2 ned ad floden. Vores cykler blev kørt med bil og ventede på os i den anden ende. Efter vi havde forceret det første lille vandfald hvor vi nær var kæntret havde jeg lidt svært ved at nyde turen. Vi blev alle våde til livet men heldigvis skete der ikke mere - og nu bagefter kan vi jo kun grine af det. Men på trods af en del vandfald på resten af turen var det svært ikke at læne sig tilbage og nyde roen og de utroligt smukke omgivelser. Efter sejlturen cyklede vi nogle flere timer og spise bl.a. frokost ved foden af Moon Hill. Ungerne klarede cykelturen til ug. Johanne nød bare at cykle og var først ved at falde i søvn helt til sidst - men klarede at holde sig vågen til vi kom tilbage til hotellet. Om aftenen gik vi ud og spiste dejlig mad men så var vi også klar til at se dyner. Så det var en noget speciel 40 års fødselsdag for Jan - uden kage og gaver men med en masse oplevelser og indtryk.
Den sidste aften var vi ude og se lysshow lidt udenfor byen. Lysshowet er meget berømt og er designet af manden der designede åbningsceremonien til OL. Det var nærmest et teaterstykke der udelukkende foregik på vand. Det var utrolig smukt, men desværre var det svært at fange stemningen på billeder.
Dagen efter gik turen mod risterrasserne ved Longsheng. Vi kørte i ca 3 1/2 time før vi nåede til parkeringspladsen for bunden af bjerget. Landsbyen vi skulle bo i har ikke veje så man går den temmelig lange vej fra parkeringspladsen op ad smalle stier og trapper. En lidt strabadserende tur, især med børn på slæb. Men vi fik bærere til at tage bagagen og tog det stille og roligt med børnene. Da vi først nåede op til hotellet var det jo det hele værd. En lille landsby med en slagt alpestemning. Alle huse på pæle, små smalle gader og beliggende i et afsindigt smukt landskab af risterrasser. Vi har aldrig set noget lignende. Efter en frokost begik vi os til fods op ad bjerget til udsigtspunktet. Der var temmelig langt og fra start sagde jeg til Jan at vi nok ikke skulle regne med at nå toppen for ingen af os kunne bære Johanne så langt op ad trapper. Men den lille pige overraskede os totalt ved at være vildt sej og faktisk gå hele vejen op selv - og opturen var altså ca 2 timer op ad trapper og stier. Hun nægtede at blive båret - ville gå selv. Vi hyggede os også med turen, fandt pinde, kiggede efter edderkopper osv så tiden gik. Heller ikke Julius brokkede sig en eneste gang. Det var så flot af dem begge - og da vi nåede toppen mødte vi den mest fantastiske udsigt - og ifølge billeder var det ikke engang den flotteste årstid vi var der på. Men vi synes det var hele turen værd. Efter 1 nat i alpehytten gik turen tilbage mod Tianjin.