Så er det tid til en lille opdatering igen....Der er så meget jeg gerne vil fortælle og alligevel er det meste jo nok ikke så interessant for jer derhjemme :-).
Vi har jo begge to fået kørekort nu og er ved at vænne os til og forstå den kinesiske trafik. Ellere rettere vi er ved at lære at køre som om alle andre er idioter - for de kan virkelig ikke finde ud af at køre bil. Jeg læste en artikel om trafikken her i Tianjin og der blev trafikken beskrevet som at stå på ski - slalom. Det er dem der er bagest der har vigepligten - dem der har snuden længst fremme kan gøre som de vil......Det er ok inde i byen hvor man ikke kører så hurtigt men temmelig farligt på motorvejen hvor de også bare skifter bane uden at tænke på andre end sig selv. Det værste er næsten at cyklisterne også tror de er udødelige. De kører fuldstændig ligeså dårligt som bilisterne og tænker f.eks. ikke over hvor farligt det er at krydse en motorvej om aftenen uden lys på!!!
Vi har også været meget tæt på at få vores første parkeringsbøde. Vi læser jo ikke kinesisk og parkerer tit bare bag/foran de andre biler. Men den anden dag havde vi været på marked og så heldigvis som vi kom gående at trafikpolitiet var startet fra en ende af med at give bøder til hele striben af biler. Aldrig er børn, klapvogn og varer blevet læsset så hurtigt - og vi slap men det var med politiets ånde i nakken at vi hastede hjemad.
Jeg har købt mig en cykel og nu er det også lykkedes mig at finde en ordentlig barnestol, så nu kan jeg aflevere Johanne på cykel om morgenen så jeg slipper for at skulle gå op til taxaerne. Det bliver dog nok ikke hver dag for det er godt nok koldt om morgenen nu :-). Men Johanne elsker det når vi cykler - så når jeg ikke har bil eller Julius der skal afleveres/hentes er det god afveksling. For god ordens skyld må jeg lige indrømme at jeg også kører "råddent" på cykel - jeg skal ikke krydse de store veje for meget på cykel så jeg kører også på cykelstien mod kørselsretningen eller på fortovet. Jeg har altså mit (og min datters) liv for kært til at overholde færdselsreglerne. Selvom jeg nu ikke tror der findes regler for cykler herude.
Vores hjem er ved at være rigtig hyggeligt nu vi har alle vores ting - og vi har som sædvanligt legetøj allevegne. Så vores stakkels ayi har sin sag for med at rydde op når hun kommer om morgenen. Nej børnene er faktisk rimelig gode til at rydde op. Jeg tror Johanne har lært en lille sang i børnehaven - for tit rydder hun op og putter ting ned i legetøjsskuffen mens hun går og synger noget med "away away away". Ja der skal være orden i sagerne for den unge dame. I børnehaven opdrager hun også på de andre børn. Hvis de rejser sig op mens de har "undervisning" råber hun højt "sit down" og hvis de larmer mens de venter på maden tysser hun på dem. Herhjemme ved hun også godt hvad hun vil. Hun elsker at læse bøger og når hun er i boghumør finder hun yndlingsbogen (pt Tornerose var et vakkert barn) og sætter sig i sofaen mens hun klapper på sædet ved siden af sig og siger til mig eller hendes far "sit down". Hun snakker i det hele taget rigtig meget nu, synger med på de sange vi synger tit, kan dyrene inklusiv lyde osv osv.
I sidste uge var jeg til forældrekonsultation på Julius' skole. Hans lærer var meget imponeret over hvor hurtigt han er faldet til og har tilegnet sig sproget. Han er meget tryg ved hende og ved skolen i det hele taget. Hans elsker "show and tell" hvor det er hans tur hver torsdag. Han snakker om det hele ugen og nu behøver han ikke at have en seddel med hvad han skal sige. Vi snakker lidt om det hjemmefra men ellers improviserer han bare og klarer det så flot - inklusiv at svare på spørgsmålene fra de andre børn. Det er så sjovt at opleve hvordan de bare kan skifte mellem sprogene fra det ene øjeblik til det andet - det ser vi jo om morgenen hvor vi afleverer i klassen. Så snart vi rammer klasselokalet kommer det engelske helt automatisk. Han er også begyndt at lege med de andre børn - hvor han i starten holdt sig til danskerne. Også vores nabos datter Carla leger han med på engelsk - og det går supergodt. Hvis der er et ord han ikke lige kender spørger han mig og så hænger det bare fast!
I dag har jeg lige fået billetterne til vores juleferie - vi tager til Phuket, Thailand. Det bliver så skønt med en total afslapningsferie hele familien......Jeg regner dog med at vi holder en juleaften inden hvor ungerne kan få deres gaver og vi kan spise flæskesteg, ris a la mande osv osv osv. Nytårsaften skal vi tilbringe her i Tianjin med nogle af de andre danske familier der også kommer tidligt tilbage fra juleferie. Jeg tror stort set alle rejser enten til Danmark eller på ferie i julen.
De fleste tager også afsted til kinesisk nytår som er sidste uge i januar. Men der får vi jo besøg af Jonas som gerne vil opleve kinesisk nytår. De siger ellers det er forfærdeligt at være her, nytårsaften i Dk skulle være vand ved siden af og her fortsætter de døgnet rundt i over en uge. Men nu må vi se. Det bliver meget sjovt at opleve det og vi glæder os rigtig meget til at Jonas kommer og besøger os.
Ellers går vi og krydser fingre for at mormor og morfar kommer i næste uge. Vi tør ikke glæde os for meget men håber så meget at det lykkes morfar at få lov at rejse. Han blev jo syg med blodprop i ben og lunge så han skal lige have lov til at rejse af forsikringen :-(.
I næste uge er der julefrokost med Jans arbejde og ugen efter er der stort julebal her i byen - så der er lidt at skrive om til næste gang!!!