torsdag den 22. oktober 2009

Nyhedsbrev oktober

Hej

Ja nu har vi haft en måned hvor internettet har kørt rigtig dårligt og vi har ikke kunnet bruge hverken bloggen eller facebook. Samtidig har vi ikke været så gode til at få tændt for skypen så jeg ved godt at vi er lidt bagud på point for tiden. Men til vores forsvar er der sket rigtig mange ting den sidste tid - og jeg kan ikke huske hvad jeg har skrevet om eller ikke. Men nu vil jeg prøve at få lavet en opdatering.

Jeg var jo i Tibet i slutningen af august - en fantastisk tur - og jeg skriver om det senere plus jeg vil prøve at lægge billeder ind. Men den her omvej til bloggen kører ikke så hurtigt så det er nogle gange lidt svært at uploade billeder.

Skolen har været lukket pga svineinfluenza og alle vegne var de temmelig hysteriske med hensyn til den her meget farlige sygdom. Både børnehaven og skolen har nu 7 dages karantæne hvis man har rejst udenlands eller bare til andre provinser. På skolen er det heldigvis en frivillig karantæne, men alligevel synes vi at det er lidt at skyde gråspurve med kanoner. Omvendt er kineserne også nødt til at have den her sygdom under kontrol. Især når man ser på hvordan den almindelige kineser har det med hygiejne osv. Og hvis den først får frit løb især i de fattige områder kunne det nok godt koste nogle liv. Men vi tager det rimelig afslappet og sagde også nej til at få børnene vaccineret for almindelig influenza. Så bliver Julius godt nok udelukket fra skolen hvis der kommer et nyt udbrud - men så må vi jo få ham vaccineret der og lade ham blive hjemme i de 7 dage.

Så har vi haft gæster fra Danmark. D. 3. oktober blev vi "invaderet" af familien Toftlund Flindt og så kom der ellers gang i det lille hjem. Jette & David er jo lidt mere festaber end os så de fik rusket lidt liv i os! Og med 5 børn i huset var der jo også nok at se til. Men vi havde nogle rigtig hyggelige dage. De fik set Muren, David var med på mountainbiketur i bjergene, vi var i Beijing en weekend og fik set en masse der også. Vi var bla i Den Olympiske By og det var en meget spændende oplevelse. At stå inde i Fuglereden og forestille sig stemningen fra OL var meget specielt. Dog er Fuglereden dog ikke noget særligt set indefra. Vi kørte Beijing tyndt med undergrundsbanen og det gik som smurt. Vi har aldrig prøvet det før - men det er absolut ikke sidste gang vi "snyder" myldretrafikken og tager toget rundt istedet. Og så koster det kun 2 rmb = ca 1,50 kr! De sidste 2 dage af deres ferie tog de til Beijing på egen hånd og samtidig fløj Jan til Tibet - så fra at have været 9 i huset var vi pludselig kun mig og børnene. Der blev meget stille. Men det var dejligt at have gæster og børnene hyggede sig rigtig godt sammen.

Nu er det rigtig ved at blive efterår. Om aftenen og natten bliver det rigtig koldt, men dagene er stadig fine med temperaturer omkrind de 20 grader. Men vi render alle sammen rundt med en forkølelse under opsejling pga skiftet i vejret.

På lørdag skal vi til Beijing og mødes med Peter der lige har et kort stop der inden han skal tilbage til Danmark - og så skal vi snart have gang i produktionen af græskar til halloween som vi "fejrer" næste weekend!

Ingen kommentarer: