I går havde Julius jo fødselsdag og den blev fejret efter alle kunstens regler. Vi vækkede ham med sang og danske flag, morgenmad og gaver. Han fik rulleskøjter, racerbil, fodbold, lego og en masse fødselsdagskort fra venner og familie derhjemme.
Og STORT TAK til jer der sendte fødselsdagshilsner på mailen det var et stort hit. Så tog Jan på arbejde og jeg skulle finde på noget at lave som Julius ville synes var sjovt. Så vi tog en taxa til E-Mart et stort indkøbscenter hvor de har en stor legetøjsafdeling. Her fik Julius lov til at gå amok og bruge nogle af sine fødselsdagspenge. Herude får man lidt mere for pengene end hjemme i Danmark. Men det var alligevel noget dyrere end på legetøjsmarkedet i Beijing. Så vi gemte nogle penge til vi kommer derind (men det bliver først EFTER OL er slut).
Efter storindkøb gik vi på Kentucky Fried Chicken og spiste softice med chokoladesauce - og legede lidt i deres legeafdeling. Så tog vi en taxa hjem igen. Det var som de andre dage alt for varmt til at være ude så mens Johanne sov til middag legede Julius med sine nye sager og jeg fik bagt lagkagebunde.
Jan kom heldigvis tidligt hjem så vi kunne komme ud og prøve Julius' nye rulleskøjter. Om aftenen havde han bestilt pandekager så det fik han! Så alt i alt tror jeg han havde en dejlig dag.
I dag har vi så holdt "rigtig" fødselsdag med lagkage og boller. Julius' nye kammerat Oscar kom hjem fra ferie i DK i går - så i eftermiddag kom han med sin mor og lillebror for at fejre Julius. Det var rigtig hyggeligt. En af de andre danske "koner" Rikke kom også forbi med hendes søn. Det var dejligt at møde nogle af de andre som jeg kommer til at tilbringe en masse tid med.
Julius syntes også det var skønt endelig at have en legekammerat.
Ellers har vi været ude for en masse sjove ting. Vores vandmåler virkede ikke og vi har fået den skiftet, børn der tisser overalt (inklusiv på gulvet i KFC :-)), kinesere der tager billeder og piller ved ungerne overalt osv osv. Det er bare så meget anderledes herude men jeg synes vi er ved at vænne os lidt til det. Johanne er da begyndt at smile og vinke til kineserne. I starten var hun ret bange og gemte sig bag med hver gang der var en der prøvede at få kontakt med hende.
Vores bil er nu bestilt og Jan skal have lånt teoribøgerne så vi kan komme igang med at læse til kørekortet. Vi skal jo bestå en teoriprøve før vi kan få lov at køre bil herude. Men der går jo nok et par måneder inden vi får bilen så vi burde kunne nå at få kørekortet i hus. Jeg glæder mig for lige nu er det lidt besværligt. Firmaet betaler taxa for os. Men taxaerne hernede gider ikke tage mig med hvis jeg har klapvogn og/eller for mange varer. Så når jeg skal handle foregår det med Johanne på armen op til taxaholdepladsen. Heldigvis bliver vi så kørt helt til døren når vi kommer hjem, men det er nu lidt besværligt. Og så kan jeg jo ikke have større ting med når jeg skal bære hende og samtidig holde godt fast i Julius. Så jeg glæder mig til vi får egen bil. Så må vi se om vi skal køre selv eller ansætte en chauffør.
I morgen tager nogle af de andre piger mig med til en god muslimsk slagter - så må jeg hellere få fyldt lidt i fryseren så jeg slipper for at handle hver dag. Og så kan Julius forhåbentlig få brændt lidt krudt af sammen med Oscar om eftermiddagen.
Der ligger billeder fra fødseldagen i albummet til venstre!


Ingen kommentarer:
Send en kommentar